Grønlands Lufthavne rydder op

'Dumpen' i Kulusuk.

‘Dumpen’ i Kulusuk.

Nu går Grønlands Lufthavne, Mittarfeqarfiit, i gang med at rydde op i de kæmpe bunker af skrot, der har hobet sig op gennem årtier og præger landskabet omkring lufthavnen i Kulusuk.

Meget af skrottet har ligget der siden 1950´erne, og der er kommet mere til hvert år, men i løbet af 2014 begynder et af Grønlands største oprydningsarbejder. ’Dumpene’ i lufthavnen i Kulusuk skal ryddes og metalskrottet genanvendes i Europa eller USA.

”Lossepladser er desværre noget af det første man ser, når man kommer til Grønland. Det undrer vores gæster, så heldigvis kan vi nu vende udviklingen,” siger lufthavnschef i Kulusuk Torben Larsen.

Det lader sig gøre ved en kombination af et meget stærkt ønske fra Mittarfeqarfiit og lokale ildsjæle, men også at priser for skrotjern er så høj, at det kan svare sig for et skrotfirma at hente skrottet uden udgift for Mittarfeqarfiit.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Mittarfeqarfiit glæder os meget over, at kunne gøre noget positivt for vores omgivelser efter så mange år,” siger kommunikationschef i Mittarfeqarfiit, Hans Henrik Lichtenberg.

Det er det danske skrotfirma Johnswell, der netop har fået tilladelse fra Selvstyrets Departement for Sundhed og Infrastruktur til at hente jernskrot i Kulusuk og fragte det til forarbejdning i Polen, USA eller Storbritannien. Umiddelbart mener virksomheden, at der er tale om en mere end 500 tons jernskrot og ca. 200 tons jern i form af udtjente køretøjer.