Guide Michelin på gaden 14. marts

Den første Guide Michelin fra 1900.

Den første Guide Michelin udkom i 1900. I år udkommer Guide Michelin Main Cities of Europe 2013 den 14. marts og der er sket en del siden den første guide kom for 113 år siden.

Guide Michelin blev dengang uddelt gratis til alle, som købte en bil. Der var da blot 3.000 biler i Frankrig – 95% i Paris.

De første guider bragte oplysninger om, hvor man kunne få benzin, hvordan man skiftede dæk og glødelamper, og ikke mindst om, hvor man kunne spise eller overnatte.

”Formålet var at få folk til at bruge deres biler. Og hvordan får man franskmænd til at interessere sig for biler, når mad er deres største interesse? Jo, man slår to fluer med et smæk og kombinerer dem. Resultatet blev en guide over restauranter. Franskmændene blev mætte, og Michelin solgte dæk, fortæller Lotta Wrangle, pressechef hos Michelin i Norden.

I Guide Michelins liste over restauranter er det i dag kun maden, som får karakterer med de berømte Michelin-stjerner. Sådan har det været siden 1930’erne.

Tre stjerner betyder, at en restaurant tilbyder en oplevelser, det er værd at rejse efter. To stjerner, at restauranten er en omvej værd og en stjerne, at det er en rigtig god restaurant i sin kategori.

”Det er helt afgjort stjernerne, som i dag lyser stærkest i guiden, men man må ikke glemme, at også service, miljø og andre indtryk belønnes med korslagt bestik. Desuden tilbyder guiden et udvalg af hoteller og restauranter i forskellige prisklasser. Visse restauranter belønnes for eksempel med en ’Bib Gourmand’, hvilket betyder, at det er en restaurant, som serverer god mad til en rimelig pris”, siger Lotta Wrangle.

Lanceringen af Guide Michelin Main Cities of Europe 2013 sker den 14. marts klokken 10.00 med en pressemeddelelse.