Biludlejningsfirmaerne i Danmark har hidtil været præget af vækst, men denne sommer markerer en markant opbremsning, skriver Børsen.
»Der har været en nedgang i lufthavnsforretningen og privatbiludlejningen på 7-10 pct. i forhold til sidste år. Der er en tendens til, at der er færre, der lejer biler, og de der gør, lejer i en kortere periode,« siger Poul Henrik Tvede, adm. direktør for den danske franchisetager for Europcar, Østergaard Biler, og formand for danske biludlejere.
De tre største biludlejningsfirmaer i Danmark er Europcar, Hertz og Avis, og fra de to andre selskaber er meldingen den samme.
»Jeg kan faktisk godt blive lidt bekymret for branchen. Der investeres omkring 2 mia. kr. i de fem største selskaber hvert år, og lægger vi overskud og underskud sammen for alle de selskaber, bliver det maksimalt et rundt nul efter mine beregninger i år«, siger Kim D. Svendsen, adm. direktør i den danske franchisetager af Avis.
»Jeg tror, at der vil være flere selskaber, der vil være nødt til at kæmpe for deres overlevelse. Og jeg tror, at vores kunder må forberede sig på, at priserne vil stige med 10-15 pct. inden for det næste år,« siger Kim D. Svendsen.