Hæveautomater lænsede folks konti

Danskere på rejse i udlandet har fået en ubehagelig overraskelse, når de i sidste uge har hævet penge på deres Visa/dankort. Hæveautomaterne har nemlig haft tendens til at ”hikke”, og derfor er det samme beløb blevet trukket flere gange fra kontoen.

Ifølge pressechef Søren Winge fra PBS gælder problemet nogle særlige hæveautomater i udlandet, og det har berørt folk, som tirsdag og onsdag i sidste uge har hævet penge med Visa/dankort og Visa Electron.

”Har man hævet fra disse automater, kan det samme beløb være trukket op til flere gange derefter. Kunder med Visa/dankort har ikke fået spærret deres konto, hvorimod folk med Visa Electron, hvor der er saldokontrol, kan have stået i en situation, hvor de ikke har kunnet bruge kortet mere,” siger Søren Winge. Han kan ikke oplyse, hvor mange der er ramt af problemet, men fastslår, at det drejer sig om ”en del”.

Alle tab vil blive dækket ind, og Visa har de seneste dage haft travlt med at tilbageføre penge til folks konti.

(Politiken, d. 23. januar, 2008)

Skrevet af