Hæder til Billunds lufthavnslounge

King Amlet Lounge i Billund Lufthavn har plads til 200 gæster – loungen åbnede i 1990.

King Amlet Lounge i Billund Lufthavn har plads til 200 gæster – loungen åbnede i 1990.

LUFTHAVNE: For anden gang siden 2011 får Billund Lufthavns King Amlet Lounge stemplet ”Highly Commended”. Priority Pass’ 84.000 medlemmer har vurderet loungeoplevelsen i lufthavne verden over.

”Vi er meget stolte over, at vores lounge modtager denne internationale hæder,” siger Jan Hessellund, kommerciel chef i Billund Lufthavn. King Amlet Lounge er en ud af otte lounger på verdensplan, der får hæderen ”Highly Commended” – ”meget rost.”

At loungen er populær blandt gæsterne, kan også ses på antallet af passagerer, der benytter den. Sidste år blev King Amlet Lounge benyttet af 90.000 passagerer – ”i dette års fire første måneder har loungen været brugt af ti procent flere passagerer end på samme tid sidste år,” siger Jan Hessellund.

Med den markante vækst i antallet af gæster er loungen godt på vej til at sætte ny besøgsrekord i lufthavnens 50. jubilæumsår.

Internationale aviser og tidsskrifter, computere med internet, møderum, badefaciliteter og forfriskninger er nogle af de services, King Amlet Lounge tilbyder.

”Mange af vores passagerer bruger loungen til at arbejde eller slappe af før afrejse. Derfor er en del af loungen indrettet med liggestole,” siger Jan Hessellund.