Heathrow får ny landingsteknologi

Den britiske hovedlufthavn bliver den første i verden, som bliver udstyret med Microwave Landing System. Producenten hævder, at teknologien vil øge muligheden for landinger i tåge og andre situationer med ringe sigtbarhed med 20%.

 

Med landingsbaner, der er tæt på maksimal udnyttelse betyder tåge og dårlig sigtbarhed nærmest kaotiske forhold. Det betyder, at flyvelederne må reducere antallet af landende fly fra 44 til 24 i timen omkring 10 gange hvert år.

 

Fly, der bliver tvunget til at vente på landingstilladelse risikerer at gå glip af sin landings-slot, hvilket skaber problemer både for landingen og for starten på den næste flyvning og det fører ind imellem til bølger af aflysninger.

 

Det nye system kræver installation af nye sendere ved start og slut på alle landingsbaner og modtagere ombord på flyene, hvilket skulle gøre det muligt at lande yderligere seks fly i timen når sigtbarheden er lav.

British Airways har installeret den nye teknologi ombord på flertallet af selskabets kortdistancefly af typerne Airbus A320 og A321.

Skrevet af Flemming Juul