- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Helsinki viser vejen for kinesisk turisme

Helsinki vil have flere kinesiske turister til byen, og det er indtil videre lykkedes til fulde.

Der er løbende lavet flere initiativer for at lokke turisterne til byen, og nu er der taget endnu et skridt i retning af at få opfyldt ønsket.

I onsdags underskrev Helsinki Marketing, den kinesiske internetgigant Tencent og Finnair en aftale, hvor de i fællesskab vil lancere et nyt rejseløsningsprojekt i WeChat-miniprogrammet. Idéen er at gøre de digitale tjenester endnu bedre for de besøgende fra Kina.

Tidligere i år introducerede Tencent og Helsinki i fællesskab en WeChat MyHelsinki-app, som kan reagere specifikt på behovene hos hver enkelt kinesisk besøgende. Den senest underskrevne aftale forbedrer denne brugercentrerede app yderligere.

Fordobling af kinesiske turister
Helsinki har sat sig det ambitiøse mål at blive den mest funktionelle by i verden. Byen vil styrke sin globale position og har planer om at tale med en række kinesiske virksomheder for at sikre fremtiden. Digitale løsninger er en vigtig del af strategien.

Torsdag rejse Helsinkis borgmester til den kinesiske hovedstad, Beijing, sammen med en række repræsentanter fra byen Helsinki, Helsinki Marketing, Finnair og Visit Finland, og her vil de tale med kinesiske interessenter.

“Med folk rundt om i verden, der i højere grad er klar til at udforske nye steder, forsøger Helsinki og vores partnere både i Kina og Finland at være i front for at skabe fremtidige tjenester, der opfylder de kinesiske turisters behov,” siger Helsinkis borgmester, Jan Vapaavuori.

Kinesiske turister er valfartet til den finske hovedstad i de seneste år. I 2014 var der 108.000 kinesiske turismeovernatninger i Helsinki, og i 2017 var tallet steget til 221.000 – mere end en fordobling på tre år.

40 ugentlige Kina-afgange
WeChat MyHelsinki-appen fungerer som en lokal guide, hvor kinesiske turister kan finde information om lokale, autentiske oplevelser. Med de nye ekstrafunktioner, der træder i kraft til nytår, vil Helsinki blive den første by i verden, der kombinerer flere brugerrelevante ting via én service. Turisterne vil således kunne gennemgå lokale råd til de bedste restauranter eller attraktioner i byen, planlægge deres transport samt betale både transport- og restaurantregninger ved hjælp af én app.

Og de kinesiske turister har mange flyforbindelser til Finland. Det finske flyselskab Finnair har sat stort ind på det kinesiske marked. I øjeblikket har selskabet næsten 40 ugentlige afgange fra Helsinki til syv forskellige byer i Kina.

Helsinki Lufthavn og Beijing Airport har siden 2016 arbejdet sammen om blandt andet udveksling af medarbejdere. Det sker for at øge kendskabet til Kina og landets servicekultur – og for at få en forståelse af kinesiske turisters ønsker. I Helsinki Lufthavn har man blandt andet indført kinesiske serviceguider, kinesisk skiltning og særlige informationsstationer til kinesere.

 

Relaterede artikler:

Flere ruter mellem Helsinki og Kina

Finnair åbner syvende destination i Kina

Finnair øger på Billund – og Kina

Helsinki er Nordeuropas bedst forbundne lufthavn

Unge kinesiske turister har fokus på Danmark