Nu er der igen mulighed for at få et kig bag facaden, når ni herregårde og historiske bygninger på Skiveegnen slår dørene op for offentligheden. Flere af dem er normalt slet ikke tilgængelige for publikum, så der er tale om en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med de imponerende bygninger indefra.
Det er ikke nogen tilfældighed, at arrangementet finder sted på Skiveegnen. Netop her ligger herregårdene tæt, og flere af dem kan føre deres historie både 600 og 700 år tilbage i tiden. Siden 2002 har Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter været tovholder på arrangementet ’Herregårdenes dag’, hvor publikum har fået lov til at komme inden for murene i de gamle huse. Dette åbent hus arrangement har gennem alle årene været en stor succes med mange besøgende fra nær og fjern.
De ni herregårde og historiske bygninger anvendes i dag til mange forskellige formål: Bustrup Hovedgaard er skole, Hesthave er feriecenter, Eskjær Gods og Dølbygaard er private hjem med landbrugsdrift, Hostrup Hovedgaard er også et privat hjem, men hovedbygningen anvendes til ferieformål og konferencer, Staarup Hovedgaard er indrettet som herregårdshjem med adgang for publikum, Spøttrup Borg er museum, og det samme gælder Herregården Hessel. Endelig er Resenlund i dag et multicenter med bl.a. Musikkens Hus, selskabslokaler og glaspusteri.