Hertil kan du både ryge og rejse

Rygeforbud på barer og restaurationer er ikke kun noget, der gælder i USA og i EU.
”Selv myndighederne i Thailand har netop indført rygeforbud på restauranter og barer med aircondition. Set med ryger-øjne er det dog så heldigt, at det thailandske klima er så behageligt, at ni ud af ti barer og restauranter ligger udendørs. Her må der endnu ryges i fulde drag,” fortæller Torben Andersen, der er informationschef i Spies.

Myndighederne i Thailand er på vej med en reklamekampagne, som skal fortælle om rygestoppet på de ”lukkede” traktørsteder. Indtil da uddeler politiet ikke bøder, men til vinter koster det rygeren 2.000 bath (ca. 304 kr.) at overtræde forbuddet, mens restauratøren må af med 20.000 bath (ca. 3.040 kr.) for ikke at håndhæve de nye regler.

Udover i Thailand er rygning også forbudt på barer, diskoteker og restauranter i Italien, Frankrig, Cypern og på Malta. I Tyrkiet indføres rygeforbudet i midten af 2009, og det har udløst ramaskrig blandt de 40 pct. af befolkningen over 15 år, der er rygere.

I en del lande er der dog stadig håb for rygerne. I lande som Spanien, Portugal, Grækenland, Tyrkiet, Marokko, Egypten, Tunesien og Indien kan man fortsat ryge på serveringsstederne.

Skrevet af