Hidtil travleste sommer i Københavns Lufthavn

Og 85 pct. af flyene kom af sted til tiden – dvs. indenfor et kvarter fra planlagt afgangstid.

 

Sommeren 2011 blev rekordernes sæson i Københavns lufthavn med 6.552.097 passagerer og 66.009 starter og landinger. Rekordsommeren gav dog hverken trafikpropper eller større forsinkelser. Det lykkedes at få over 85 pct. af alle afgange af sted til tiden. Dermed ligger Københavns Lufthavn i den europæiske elite,” siger trafikchef Dan Meincke og tilføjer:

 

”Selv om to ud af ti ankomne fly var forsinkede, lykkedes det medarbejderne i handlingselskaberne at indhente den tabte tid og få halvdelen af de for sent ankomne fly af sted til tiden. Det er utrolig flot.”

 

I forhold til sidste sommer var der i år 141.000 flere rejsende. Det betød, at lufthavnen oplevede flere dage med over 85.000 passagerer.

 

Også security var velforberedt med ekstra mandskab og særlig service for de mange familier med børn. Det kunne ses. Ni ud af ti rejsende kom igennem security-tjekket på under fem minutter.

 

Det bliver der også kvitteret for hos passagerne. Mere end otte ud af ti er tilfredse eller meget tilfredse, viser lufthavnens målinger af passagertilfredshed.

Det gælder ikke blot sikkerheden, men også check-in, shopping centeret og rengøringen.

Skrevet af Redaktionen