Hilton fyrer dansk kommunikationsdirektør

Lene Lynge Walther var med fra starten, da det 5-stjernede hotel åbnede i 2001. Hun har de seneste to år haft orlov for at passe hendes og kærestens alvorligt syge søn – Lene Walther skulle være vendt tilbage til Hilton 1. oktober, men måtte for nylig – efter råd fra lægerne – forlænget orloven til årets udgang.

 

Adm. direktør for Hilton Copenhagen Airport, Claus Steiner, bekræfter opsigelsen af Lene Walther. Han siger til takeoff.dk, at årsagen er, at Hilton-koncernen på verdensplan foretager strukturelle ændringer der betyder nedlæggelse af stillinger som PR- og kommunikationsmanagers.

 

Lene Walther bekræfter oplysningerne og siger: ”Det er rigtigt at jeg blev opsagt i starten af denne måned med den begrundelse, at min stilling skal nedlægges. Opsigelsen er nu overgivet til min faglige organisation, HK, da vi ikke er enige om sagligheden af min opsigelse. Fordi sagen nu behandles af min faglige organisation, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke sige mere om dette.”

 

Gennem sine 12 år på Hilton Copenhagen Airport er Lene Walther nærmest blevet en institution i den danske hotelbranche og har været med til at gøre hotellet til et af landets mest kendte. Af samme årsag sad hun bl.a. i hotellets direktion samt Hilton-kædens globale PR-gruppe, ikke mindst pga. hendes forståelse for vigtigheden af at kommunikere med pressen.

 

Den har bragt hotellet med i danske og internationale biograffilm, episoder af tv-serien ”Klovn,” modeoptagelser og masser af pressedækning.

 

Lene Walther har en handelsmæssig baggrund samt en Advanced Hotel Management-eksamen fra England med fokus på ledelse/marketing/PR. Efterfølgende var hun med til konceptudvikling, markedsføring og åbningen af et 4-stjernet business hotel i sydengelske Exeter.

 

Hun har også arbejdet fire år i udlandet samt rejst verden tynd med rygsæk. På sine langfarter har hun bl.a. bestyret et motel i Florida.

 

I Australien arbejdede hun i 1997 hos den nu afdøde ”krokodillejæger” Steve Irwin i hans Australia Zoo. Ved hans død i 2006 skrev Lene en gribende beretning om tiden med Steve Irwin her på Take Offs hjemmeside.

Skrevet af Henrik Baumgarten