Hilton-kok klar til lang cykeltur for velgørenhed

Turen skal tilbagelægges på 15 dage – for en vigtig og personlig sag. Baggrunden for engelske Tan Farrells projekt skal findes i en personlig tragedie. I 2008 mistede han sin lillesøster, Felicity, til SUDEP – "Sudden Unexpected Death from Epilepsy" = pludselig uventet død af epilepsi.

 

Felicity blev kun 15 år. Formålet med turen er at samle ind til Epilepsifonden og at skabe opmærksomhed omkring SUDEP. Projektet og turen har fået navnet ”Bringing Home The Bacon” – et ordspil, da englænderne elsker dansk bacon og associerer bacon med Danmark.

 

"Bringing Home the Bacon" starter i København og slutter i Tan Farrells hjemby, Warrington i England. Tan Farrell cykler turen med sin far, to brødre og sin danske kæreste. På deres vej passerer de seks lande – og London midt under de Olympiske Lege.

 

Projektet har fået stor opmærksomhed i England, og via dets donationshjemmeside er der indsamlet omkring 40.000 kr. Målet er at indsamle det dobbelte beløb, i alt 10.000 pund.

 

Tan Farrells kolleger på Hilton Copenhagen Airport har indsamlet midler til projektet, mens flere europæiske Hilton-hoteller sponserer overnatning på turen for cyklisterne.

 

Cyklerne starter onsdag morgen fra Hilton Copenhagen Airport, hvor der kl. 9-10 er sammenkomst med deltagelse af bl.a. den britiske ambassadør i Danmark, Nick Archer.

 

”Engagement og viljestyrke er stærke værdier for vores personale, derfor er det naturligt for os at give denne støtte tilbage til Tan og hans familie på deres store udfordring med at cykle gennem Europa til Warrington. Vi opfordrer til at donere bidrag til projektet,” siger Claus Steiner, direktør på Hilton Copenhagen Airport.

 

Se mere på hjemmesiden: www.bringinghomethebacon.co.uk

 

Skrevet af redaktionen