Historisk bundrekord for flybilletpriser

Dengang var gennemsnittet af de laveste billetpriser til 10 oversøiske destinationer 4.246 kroner, men nu er niveauet endnu lavere, og det er muligt at komme til Beijing for under 3.000 kr.

 

Det seneste pristjek, der netop er foretaget i afrejseuge 8/2012 (20. – 26. februar) afslører, at billetpriserne til de oversøiske destinationer sætter ny bundrekord. I uge 36/2009 var gennemsnittet af de laveste flybilletpriser fra København til 10 interkontinentale destinationer i Dansk Flyprisindex på 4.246 kr. I uge 8/2012 er gennemsnittet faldet til 4.199 kr.

 

En af de destinationer, der rammer bundniveauet, er Beijing. Lige nu tilbyder såvel Finnair som Swiss returbilletter for under 3.000 kr. Så billigt har det aldrig tidligere været.

 

Finnairs officielle pris for den billigste returbillet fra København til Beijing er 2.994 kr. inklusive skatter og afgifter. Det er dog muligt gennem online-rejsebureauer at erhverve billetterne omkring 50 kr. billigere.

 

Brændstoftillæg, forsikringer, skatter og afgifter udgør samlet 2.294 kr. af den samlede billetpris. Der er således blot 700 kr. tilbage til Finnair til at flyve frem og tilbage fra København via Helsingfors til Beijing.

 

"De lave billetpriser vidner om et marked, der er utroligt presset, men vi har nok nået det absolut laveste niveau her midt i lavsæsonen. Forventningen er, at der frem til sommer stadig vil være mange attraktive billetpriser, men i løbet af efteråret vil flyselskaberne have fået justeret udbuddet, så billetpriserne vil blive stabiliseret," vurderer adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.

Skrevet af Flemming Juul