Hjælp os lige af med 25 fly

Netop som det gik så godt for Egypt Air med masser af nye ruter og fly samt optagelse i verdens største flyalliance, Star Alliance, og kæmpe fest for foden af pyramiderne, er den store nedtur startet.

Uroen i landet har tæret voldsomt på et flyselskab i opdrift. Og det er gået hurtigt. 80 procent af omsætningen før krisen er forsvundet. 40 procent af flyflåden står på jorden, og præsident for koncernen Hussein Massoud oplyser, at det bliver nødvendigt med nedsat arbejdstid for de ansatte, og afskedigelser uden kompensation.

Så kan det næsten ikke blive værre. Samtidig appellerer han til partnerne i Star Alliance om hjælp til at slippe af med ca. 25 fly bl.a. Airbus A 340/330, moderne Boeing 737-800 og Boeing 777-300 med forlænget rækkevidde. Hvis det ønskes er Egypt Air også parat til at sende piloter med, når leasing skal aftales.

Det hele skal opfattes som lidt af et nødskrig. 35-40 procent af flyflåden skal væk, hvis det ikke skal ende helt galt.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen