Hold fast på turisterne, Kroatien

kroatienSOMMERGLIMT: Der var udbredt glæde i Kroatien, da man forleden fejrede optagelsen i EU, men for turisterne betyder det ikke bare plusser. De taxfree glæder forsvinder, og det samme gør de krumme agurker. – Luksusdrøn på Kokkedal Slot – Endnu et eksempel på billige Danmark.

Af Ejvind Olesen

Kroatien er et dejligt ferieland om sommeren ved Adriaterhavet, og så er det klart billigere end på den anden side i Italien. Det har danske charterbureauer og busselskaber for længst opdaget. Nu går landet forhåbentlig en god fremtid i møde som nr. 28 land i EU.

Naturligvis skal Kroatien, med næsten samme indbyggertal som Danmark, være medlem af EU. Det er mere fortjent end med visse andre lande, men det er tilladt at gisne om, hvad det betyder for turisterne. Formentlig højere priser over hele linjen. Sådan går det normalt for EU-lande, også selv om de endnu ikke er medlem af Euroland.

De taxfree glæder forsvinder(med uvenlig hilsen fra Marianne Jelved), og for krydstogtskibene kommer nye regler. Når de lægger til på ruter, som ikke går uden for EU, kommer der pludselig moms på indkøb om bord. Derfor er de nødt til at planlægge mindst et anløb til Montenegro eller Tyrkiet for at undgå EU’s afgifter.

Er der da slet ikke fordele for danske turister? Jo, Det gule sygesikringskort bliver gyldigt. Kom an Kroatien, lad jer ikke vælte af EU’s regler og bureaukrati. Bliv ved med at være jer selv – og bevar de krumme agurker.

ENDNU et kapitel om det dyre Danmark. Eller rettere det modsatte. En annonce i Jyllands-Posten siger alt. Hotel i Ikast, Vildbjerg og Herning, alle medlemmer af Danske Hoteller, tilbyder tre overnatninger, tre gange morgenmad og tre gange to retters menu for 995 kr. pro persona. Jeg må gentage: Hvem sagde dyre Danmark? Ganske vist kun i juli, men alligevel.

APROPOS HOTELLER i en helt anden kategori. Drak i går en kop formiddagskaffe med adm. direktør Michael Telling på Kokkedal Slot i Hørsholm. Det er simpelthen imponerende, hvad det gamle, faldefærdige slot er blevet til. Millioner af kroner har det kostet ejeren Mikael Goldschmidt, og vil det forsat koste, indtil det hele er ført op til et niveau, som var det under Christians den 6.s enke, Sophie Magdalene. Blot ført op til nutidens luksus.

I dag er en række værelser færdige og flere mindre kongresser og familiefester i gang. Nu venter møbleringen af nogle lokaler og værelser, et helt nyt køkken og Spaafdeling med pool og alle moderne faciliteter.

Allerede nu vover jeg den påstand at der, bortset fra måske Hotel d’Angleterre, ikke findes noget lignende af samme kvalitet i Danmark. Når man er færdig til september – og det er man, siger Michael Telling – vil der være 68 værelser, flere konferencerum, restauranter og lounger, som alle får ægte slotsnavne.

For at det ikke skal være løgn bliver der også et rigtigt klædt personale og en ægte dørmand. Hvilken luksus! Skræmmer det ikke?

 ”Nej,” siger Micahel Telling ”vi har allerede nu voldsomt pres på telefonerne fra firmaer og private kunder, og vore priser er bestemt ikke urimelige i forhold til konkurrenterne.”

God sommerferie.