Hollandsk kæmpebøde til Ryanair

Det irske lavprisselskab er idømt en bøde på 370.000 Euro af Hollands forbrugerråd for at skjule omkostninger i forbindelse med billetkøb online af hollandske passagerer.

Forbrugerrådet fastslår, at de europæiske regler er overtrådt fordi de totale priser ikke fremgik klart og fordi kunderne ikke fik mulighed for at rette fejltagelser inden bookingen var gennemført og fordi flyselskabet var vanskeligt at kontakte og gav oplysninger på engelsk, men ikke på hollandsk.

“Ryanair tilbød billetpriser på sin webside, som ikke inkluderede alle forudsigelige og uundgåelige omkostninger, som gebyrer og ekstra betalinger”, hedder det. ”Kunderne kom derved til at betale betydeligt mere, end oprindeligt opgivet”.

Ryanair, som ifølge forbrugerrådet siden har ændret sin bookingproces og nu præsenterer akkurate priser i sine angivelser, vil appellere bøden.

“Afgørelsen fra de hollandske myndigheder er fyldt med fejl. Ryanair vil appellere den grundløse afgørelse og understreger, at websiden lever op til alle EUs og Hollands kundebeskyttelsesregler”, siger en talsmand for Ryanair.