Homoseksuelle en god forretning

Analysen slår fast, at de knap 5.500 deltagere og ca. 5.000 tilskuere i World Outgames 2009 har givet København over 78 mio. kr. i ekstra omsætning. 72 mio. kr. stammer fra de 5500 udenlandske gæster og de resterende seks mio. kr. fra ikke-lokale danskere.

                         

33% af pengene er brugt på overnatning, 26% på restaurantbesøg, 9% på detailhandel, 7% i nattelivet og 7% på shopping.

Undersøgelsen dokumenterer, at deltagerne har brugt betydeligt flere penge end typiske ferieturister. Hver deltager og tilrejsende har i gennemsnit brugt 9.000 kr. 

 

De økonomiske resultater bliver positivt modtaget af Kultur og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev:

”Jeg har aldrig været i tvivl om værdien af store internationale arrangementer som World Outgames. Men selvfølgelig er det da rart at få bekræftet med tørre tal, at det faktisk giver det forventede positive udslag på bundlinjen”.

Selv om World Outgames blev ramt af to voldstilfælde, vidner undersøgelsen om, at deltagernes oplevelse har været yderst positiv. Over 80% udtrykte tilfredshed/stor tilfredshed med arrangementet og endnu flere tilkendegav tilfredshed/stor tilfredshed med det samlede ophold i byen. Over 90% fandt byens velkomst attraktiv/meget attraktiv og 88% fandt København åben og tolerant.

 Analysen fra Capacent er tilgængelig her: www.wonderfulcopenhagen.dk/mening

Skrevet af Flemming Juul