Hotel d’Angleterre tænder julen på Kongens Nytorv

Arkivfoto fra tidligere juleudsmykning af Hotel d’Angleterre.

Arkivfoto fra tidligere juleudsmykning af Hotel d’Angleterre.

HOTELLER: I eftermiddag kl. 17 tænder d’Angleterre atter sin juledekorerede facade. I dagens anledning spiller Den Kongelige Livgardes musikkorps.

Kongens Nytorv har ligget hen i mørke det seneste par vintre, mens d’Angleterre har været skjult bag stilladser grundet den gennemgribende renovering, som det ikoniske hotel har undergået til en pris på over 500 mio. kr.

Men i dag genoptages den mangeårige juletradition, når d’Angleterres facade atter stråler ud over Kongens Nytorv. I denne anledning spiller Den Kongelige Livgarde musikkorps julen ind foran hotellet.

Bestyrelsesformand for hotellets ejer, Remmen Fonden, Else Marie Remmen, siger: ”Jeg ved, at mange betragter d’Angleterres julefacade som en væsentlig bestanddel af den københavnske juleudsmykning – og det er en stor glæde for os at bidrage til julestemningen på Kongens Nytorv – det er Remmen Fondens julegave til byen.”

Traditionen tro vil facaden illustrere et eventyr, men hotellet afslører først i eftermiddag, hvilket tema, der vil pryde facaden denne vinter.