Hotel får pop up-shop

Avenue Hotel CopenhagenHOTELLER: Avenue Hotel på Frederiksberg tager konceptet boutiquehotel i ny retning og lancerer i samarbejde med designermarkedet Finderskeepers en pop up-shop på hotellet med 25 danske designere og kunstnere. Første gang er på lørdag.

Avenue Hotel vil med initiativet hylde ”det gode danske” for at støtte fremstormende kreative sjæle samt give sine hotelgæster en lokaloplevelse.

”Turister kommer sjældent for at opleve byen som turist, men ønsker at se, opleve og leve som en ægte københavner, hvilket Avenue Hotel kan skabe rammerne for. Som boutiquehotel er der netop mulighed for at sætte fokus på og styrke kendskabet til nyskabende danske talenter gennem hotellets egen butik, som dagligt besøges af udenlandske gæster,” oplyser hotellet.

Pop Up shoppen kommer til at køre to uger med start på lørdag, 21. juni. Starten på lørdag bliver med en sommerfest, hvor alle er velkomne. Firmaet ”Foderbrættet” serverer hotdogs på åben grill som kan nydes på Avenues udendørs patio og loungeområde med DJ-musik, mens øllet kommer fra Nørrebro Bryghus.