HOTELLER: I oktober lukkede Absalon Hotel i det indre København for renovering til over 80 mio. kr. – Hotellet genåbner til maj; til den tid er antallet af værelser reduceret med næsten 30, da mange mindre værelser bliver lagt sammen til større.
”Det nye Absalon Hotel bliver super fedt med et klassisk touch og med alle moderne bekvemmeligheder. Når vi genåbner, har vi 161 værelser mod 189 ved lukningen. En række mindre værelser slås sammen og bliver til suiter,” siger hotellets ejer og direktør, Karen Nedergaard, til standby.dk.
48-årige Karen Nedergaard er barnebarn af hotellets grundlægger. Absalon Hotel Group ejer også Andersen Boutique Hotel med 73 værelser; det ligger ligesom Absalon-hotellet tæt på Istedgade. Hotellet, der tidligere hed Selandia, er opkaldt efter Karen Nedergaards farmor, Erna Andersen.
Mens de to hoteller begge er 3-stjernede har hotelgruppen også et 1-stjernet produkt, Annex Copenhagen med 90 værelser og med bad og toilet på gangen. Samlet forventer Karen Nedergaard, at de tre enheder i hotelgruppen i år kommer op på at have haft 120.000 gæster.
”Vores to hoteller er gode nichehoteller med mange stamkunder. Vi har mange danske gæster, navnlig fra Jylland, men også fra Skandinavien samt europæiske citybreak-turister,” siger Karen Nedergaard.
Hun startede sin karriere i rejsebranchen med at være guide hos Spies fulgt af en hotelskole i Schweiz. Hun boede 15 år i alpelandet, bl.a. var hun reservationschef på Atlantis Sheraton i Zürich. Hjemme fra Schweiz tog hun en MBA på Copenhagen Business School.