Hotelgæster får mindre overvågning

brøchner Hotel Danmark LobbyHOTELLER: Justitsminister Karen Hækkerup ophæver nu de overdrevne danske regler om, hvor meget hoteller skal overvåge sine kunders digitale fodspor.

”Det er en sejr for danske turismevirksomheder, hotellerne har brugt mange ressourcer på at efterleve regeringens lovgivning om sessionslogning,” siger Dansk Erhverv.

EU-Domstolen annullerede i april EU’s logningsdirektiv, fordi det ikke respekterer privatlivets fred. De danske regler er mere nidkære end EU-direktivet, da de også omfatter overvågning af internettrafik og ikke kun telefoni.

Dansk Erhverv og andre interesseorganisationer har efter EU-dommen presset Justitsministeriet for at få ændret de danske logningsregler, så overflødig registrering undgås.

Dansk Erhverv oplyser, at det kostede telebranchen 200 mio. kr. at etablere systemer til logning og 50 mio. kr. årligt at drive dem.

I går ophævede justitsminister Karen Hækkerup så reglerne om sessionslogning. Det gav denne kommentar fra chefkonsulent Susanne Nordenbæk i Dansk Erhverv til standby.dk: ”Dansk Erhverv har længe arbejdet med at få ændret de danske regler, som var mere vidtgående end det EU-direktiv, der blev underkendt i april. Det har kostet hoteller, men også andre turismevirksomheder, bøvl og mange penge at leve op til de strenge danske logningsregler. Danske virksomheder har brugt væsentlige summer på at leve op til de påtvungne regler. Selskaberne har kun haft ét sted at sende regningen hen, deres kunder.”

Danske teleselskaber foretog i 2013 3,5 billioner registreringer af kundernes digitale fodspor, oplyser Dansk Erhverv.