Husk mærkaterne!

Mærkater kan købes i FDM’s netbutik. Foto: FDM

Mærkater kan købes i FDM’s netbutik. Foto: FDM

Indtil indførelsen af den tyske vejskat næste år er det gratis at benytte det tyske vejnet, men i adskillige lande skal der betales kontant ved motorvejenes betalingsanlæg, eller man skal have en mærkat i forruden.

Østrig, Schweiz og flere EU-lande mod øst kræver motorvejsmærkater. Jurist i FDM, Dennis Lange: ”I de fleste lande med den ordning, kan det anbefales at købe mærkaten hjemmefra. Ellers risikerer man bøde efter indkørslen i landet. Nogle steder kan man købe mærkaten på tankstationer inden grænsen.”

I Østrig og Schweiz koster det henholdsvis 900 og 2.200 kr. i bøde at køre uden motorvejsmærkat. I Tjekkiet kan det udløse en straksbøde på knap 1.400 kr., skriver jyllands-posten.dk.

Mærkater kan inden rejsen købes i FDMs netbutik, men typisk også på tankstationer, kiosker, postkontorer, værksteder i nabolande og ved grænseovergange.

I Schweiz gælder mærkaten i 14 måneder fra 1. december til 31. januar for samtlige motor- og motortrafikveje. Pris: 300 kr. I Østrig kan trafikanter kan vælge mellem 10 dage, to måneder eller et helt år. Her er priserne henholdsvis 65 kr., 190 kr. og 630 kr.

Til Tjekkiet købes mærkater for 10 dage, en måned eller et år til priser på 85 kr.,120 kr. og 410 kr. Slovakiet tilbyder mærkater for 10 dage for 75 kr., en måned for 105 kr. eller et år for 373 kr. Slovenien sælger mærkater for syv dage til 112 kr. for en måned til 224 kr. og for et år til 820 kr.

Til Bulgarien kan man ikke købe mærkater uden for landets grænser, men ved grænseovergangene. De koster 37 kr. for en uge, 97 kr. for en måned og 254 kr. for et år. Mærkater i Rumænien koster 22 kr. for en uge, 52 kr. for en måned og 209 kr. for et år.

Papir-mærkaten er udskiftet i Ungarn og Montenegro med en såkaldt e-vignette, der købes på nettet. Der opkræves motorvejsafgift via betalingsanlæg i Frankrig, Grækenland, Italien, Spanien, Polen, Kroatien, Serbien og Makedonien.

I Portugal opkræves afgifterne elektronisk ved, at bilisten enten køber eller lejer en betalingsenhed til bilen – eller registrerer sit kreditkort.

I England betales trængselsafgift omkring London og på motorvejen M6 nord for Birmingham.

Tyskland har 69 byer med miljøzoner. Her skal man købe en mærkat, som indikerer bilens forureningsgrad, for at få lov til at køre ind. Stærkt forurenende biler, typisk af ældre dato, har ikke adgang.

Italien har også flere miljøzoner. Her må kun beboere og trafikanter med særlige ærinder køre ind i ’zona traffico limitato’.