Husk vejafgifterne i Europa

20 lande i Europa kræver vejafgifter på motorveje og motortrafikveje. Undlader man at købe en tilladelse, risikerer man at få en bøde, og priserne er generelt ret høje sammenlignet med prisen på tilladelsen.

 

”Afgifter til kørsel på motor- og motortrafikveje får udgifterne til at løbe op, men undlader man at købe tilladelsen, kan det hurtigt blive endnu dyrere ved klækkelige bøder,” siger Frederik Valmin, feriekonsulent hos FDM.

 

I Slovakiet skal man som minimum betale en bøde på tre gange prisen på en mærkat, men bøden kan også nå op på hele 500 Euro. Billigere bliver det ikke i Østrig med bøder fra 120 til 300 Euro, og i Slovenien kan en bøde spænde fra 300 og helt op til 800 Euro.

 

Der er forskellige systemer til at opkræve vejafgifter. I mange lande benytter man sig af mærkater eller en elektronisk anordning til at sætte i forruden, der så giver adgang i en afgrænset periode. Typisk kan man købe tilladelser til en uge, en måned eller et år. Men i Schweiz kan man kun købe en årsmærkat. I andre lande betaler man afgift pr. kørt strækning, hvor man trækker billetter ved en bomstation, når man kører ind på motorvejen og betaler når man forlader motorvejen, mens betalingen andre steder sker ved indkørslen.

 

”FDM anbefaler, at man undersøger reglerne, inden man tager af sted og så vidt muligt køber mærkaterne hjemmefra. Der er stor forskel på den gennemsnitlige pris og Rumænien er billigst og Slovenien dyrest,” siger Frederik Valmin.

Skrevet af Flemming Juul