Hvert 4. rejsebureau har underskud

Den økonomiske krise har fået danskerne til i højere grad at blive hjemme og spare på pengene, og det går i betydelig grad ud over rejsearrangørerne, viser en brancheanalyse fra Deloitte, omtalt af epn.dk.

 

Ifølge senior manager Stefan Vastrup fra Deloitte har man undersøgt 120 rejsebureauer, og det viser en række problemer af forskellig art – for eksempel dyre, fysiske rammer selv om kunderne stort set klarer bookingerne hjemme fra computeren. Hertil kommer så de direkte følger af samfundets økonomiske nedtur.

 

Den har medført, at hvert fjerde danske rejsebureau lige nu kører med underskud, blandt andet fordi kunderne rejser kortvarigt og billigt, når de vælger at rejse. Flere bureauer er så presset, at der kun skal meget lidt til, før man kan tale om en direkte overlevelseskamp, fastholder Stefan Vastrup.

 

Analysen viser, at bureauerne i 2006 havde en afkastningsgrad på 25,2%, mens den i 2008 faldt til 16,3%. I 2010 implementeres EUs momspakke og i 2011 ændres buresauernes momsregler som konsekvens af skattereformen. Hvorvidt det bliver muligt at pålægge kunderne prisstigninger som følge af den ændrede moms, vil ifølge Deloitte i høj grad afhænge af konkurrencen fra udlandet.

Skrevet af Flemming Juul