Hvornår skal man booke?

Maria Paulsen.

Maria Paulsen.

Skyscanner har analyseret tre års flybookinger og kan afvise, at der er ét optimalt tidspunkt at bestille sin flyrejse på. For eksempel fås den billigste billet til Barcelona ca. ni uger i forvejen, mens man bør booke hele 30 uger i forvejen, hvis man vil billigt til Bangkok.

De fleste ved, at prisen stiger, jo tættere man er på afrejsetidspunktet. Logikken får mange til at booke i meget god tid, og januar er højsæson for booking af flybilletter til sommerferien.

”Priserne på flybilletter til samme destination går meget op og ned allerede fra 30 uger før afrejsen og helt frem til afgang. Der er udsving på plus-minus 20% i forhold til gennemsnitsprisen”, forklarer Maria Paulsen, rejseekspert hos Skyscanner.

”Der findes gennemsnitsbetragtninger og tommelfingerregler, men ikke én bestemt dag, hvor rejsende får den bedste pris. Vores analyse viser, at den bedste dag at booke på afhænger af destinationen, og hvornår på året man vil af sted”, siger Maria Paulsen.

Gennemsnitligt viser analysen, at der er fine chancer for en god pris, hvis man booker ca. syv uger før afrejse. Her er det muligt at spare ca. 16% i forhold til gennemsnitsprisen for samme afgang. Det er en gennemsnitsbetragtning baseret på alle flyrejser fra Københavns lufthavn.

Skyscanner har set nærmere på prisudviklingen for Barcelona, London, Bangkok, Paris og Malaga. Her fremgår det, at det er billigst at bestille billet til Bangkok 30 uger i forvejen, mens man til Paris kan få den billigste pris ca. 19 uger før afgang. Man gør klogt i ikke at booke Barcelona tidligere end 23 uger i forvejen, fordi prisen indtil da ligger markant over gennemsnittet. Booker man Barcelona 30 uger før afrejse, risikerer man at betale 60% over gennemsnitsprisen.

I gennemsnit er det billigst at booke Barcelona ni uger i forvejen. Her koster billetten 1.100 kroner. Fire uger senere kan prisen være steget til 1.430 kroner. Priserne til Bangkok varerier endnu mere. Booker man 23 uger før afrejse, kan man komme af sted for 5.380 kroner. En uge senere er prisen i snit steget til 6.160 kroner.

”Vi anbefaler, at man holder øje med priserne i månederne frem til afrejse. I stedet for manuelt at følge priserne, kan man benytte en prisagent, der automatisk sender information om prisændringer”, siger Maria Paulsen.