Icelandair fortsætter fremgang

Billund,-Icelandair_1.JPGFLYSELSKABER: Det har været et godt år for Icelandair, der i årets 11 første måneder har haft en passagervækst på 11 pct. Næste år får selskabet flere ruter og flere flyvninger på de eksisterende.

Årets næstsidste måned ligner hos Icelandair til forveksling årets foregående med fremgang i passagertal i forhold til året før. Icelandairs trafiktal for november viste en stigning på 10 pct. eller 143.500 passagerer mod 130.900 i november 2012.

I årets første 11 måneder har Icelandair samlet haft 2.116.870 passagerer mod 1.900.650 samme periode året – en stigning på 11 pct.

Icelandair får i 2014 den mest omfattende fartplan i selskabets historie og flyver til i alt 38 destinationer, heraf 13 i Nordamerika. I 2014 tilføjes 14 flyvninger til de nordamerikanske destinationer. Og flyflåden vokser næste år med tre Boeing 757 og består dermed af 21 Boeing 757.

Icelandair har snart 13 nordamerikanske destinationer, som flyves hele året eller i højsæsonen: New York (både Newark og JFK), Boston, Washington D.C., Orlando, Minneapolis, Denver, Seattle og Anchorage i USA og Halifax, Toronto, Edmonton og Vancouver i Canada – de to sidstnævnte åbner i henholdsvis marts og maj næste år.