Icelandair-piloter truer med strejke

icelandair

FLYSELSKABER: Icelandairs piloter vil ikke mere arbejde overtid, og de vil have mere i løn. Piloterne truer med strejke fra næste måned.

Overenskomstforhandlerne fra Icelandairs pilotforening siger til hjemmesiden Icelandreview.com, at ledelsen af flyselskabet har fået store lønstigninger, ligesom aktionærerne har fået udbetalt pæn dividende.

”Nu er det tid til, at medarbejderne også får mere i lønningsposen,” siger fagforeningen, hvis medlemmer i denne tid stemmer om en eventuel strejke, der kan begynde om to uger.

Piloternes chefforhandler, Örnólfur Jónsson, siger ifølge hjemmesiden Visir.is, at Icelandairs vil stoppe med at tage ekstra flyvninger, hvis dette er ønsket fra flertallet af medlemmerne.

En mulig strejke kan begynde 9. maj. Der kan komme fem strejkeperioder gennem tre uger, ingen bliver længere end 12 timer, oplyser pilotforeningen.

Örnólfur Jónsson medgiver, at en strejke vil skade flyselskabet, men tilføjer, at der stadig er to uger til at opnå enighed mellem piloterne og Icelandair. Chefforhandleren siger også, at Icelandair er i god økonomisk forfatning og derfor har råd til også at betale sine ansatte bedre.