Ikke altid billigst med søgemaskiner

Stikprøverne er gennemført hos Expedia.com, Hotels.com og Booking.com og i 13 af 30 tilfælde er prisen på søgemaskinen og på hotellets hjemmeside den samme, mens man i fem tilfælde sparer penge ved at gå direkte til hotellet og i de resterende 12 tilfælde kan spare ved at benytte søgemaskinen, skriver politiken.dk.

 

Et eksempel er en overnatning den 30. september på De Vere Venues Devonport House i London, hvor hotellets hjemmeside kræver 841 kroner, mens Expedia blot opkræver 557 kroner. Altså er der 284 kroner at spare.

 

Det omvendte gælder for Millennium Hotel London Knightsbridge, som på hjemmesiden kræver 864 kroner for en nat, mens Hotels.com vil have 1.374 kroner for samme værelsestype samme dato. Her kan man spare 510 kroner.

 

Hos Hotel Bella Sky Comwell ved Bella Center i København koster et værelse 1.590 kroner på hjemmesiden – præcist det samme som på Hotels.com.

 

”Sådan skal det være”, siger hoteldirektør Anders Duelund, der forklarer, at hotellet tjener mere ved direkte booking fordi søgemaskinerne kræver gebyr for ydelsen.

Skrevet af Flemming Juul