Indonesien vil udvikle ’sharia turisme’

Det store muslimske land forbereder et initiativ som skal udvikle ’sharia turisme’. Det er resultatet af et stigende antal muslimske turister, som søger destinationer, der støtter muslimsk kultur og værdier.

Med henblik på en introduktion i juni eller juli har den indonesiske regering lagt grundlaget fro denne type turisme tilbage i december, da man indgik en aftale med Indonesiens øverste præsteråd om etablering af et sådant turismeprogram.

Ifølge generaldirektøren for landets destinationsudvikling, Firmansyah Rahmin, skal ’sharia turisme forstås som et koncept, som integrerer de muslimske religiøse værdier med fritidsaktiviteter. Han arbejder på at bringe service og faciliteter tættere på den muslimske kultur.

Det understreges, at ’sharia turisme’ ikke må forveksles med pilgrimsrejser, som allerede har eksisteret i årevis.

For eksempel har Sofyan Hotel kæden erklæret, at man er med på tanken og støtter projektet ved blandt andet at sikre, at alle værelser er udstyret med Koraner, bedetæpper og andre nødvendige elementer for troende muslimer.

Chefen for hotelkæden, Riyanto Sofyan, understreger, at alle, der vil acceptere retningslinjerne er velkomne på hotellerne, som ikke blot er for muslimer, men for alle uanset race, religion og etnisk baggrund.

Men samtidig skal initiativtagerne være opmærksomme på det store lands betydelige kulturelle forskelligheder. Det gælder blandt andet for Bali og Manado, hvor muslimerne er en minoritet.