Ingen håb for Sterling-kunder

Muligheden for, at de mange afbrændte Sterling-kunder nogensinde får erstatning er ikke til stede, da Lønmodtagernes Garantifond (LG) står forrest i kreditorkøen, skriver Børsen i dag.

 

»Dette er et LG bo. Medarbejderforpligtelser er den store del af boet, og i tilfælde af konkurs bliver der formentlig ikke de store penge til andet end LG,« vurderer Lisa Bo Larsen, der er advokat i Plesner, Svarre og Grønborg og med i kuratellet.

 

Samtidig gør Søren Fogh opmærksom på, at tre måneders løn til i alt 1100 medarbejdere alene løber op i 150 mio. kr., og dertil skal lægges, at nogle har en længere opsigelse. Det vil sige, at kuratorerne mindst skal finde 150 mio. kr., før der bliver penge til andre end LG, skriver Børsen.

 

»Det er meget tvivlsomt, om vi kan sælge de tilbageværende aktiver for over 150 mio. kr. Det tror jeg ikke på,« fortsætter Søren Fogh.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen