Ingen millionerstatning til Amin Skov

statsadvokaten_3895844_26.ashxVejlegårdens tidligere restauratør blev sigtet for brandstiftelse og senere frikendt. Nu har anklagemyndigheden afvist hans erstatningskrav på 1,5 millioner kroner.

Rigsadvokaten nøjes med at lægge 1.500 kroner oven i de 12.550 kroner, som Statsadvokaten i Viborg tidligere har tilkendt ham, oplyser Amin Skovs advokat, Hans Kjærgaard til Ritzau.

Erstatningen skyldes, at Amin Skov i 2012 blev anholdt af politiet og sigtet for at have sat ild til restauranten. Efter et langt grundlovsforhør afviste en dommer at varetægtsfængsle ham, skriver avisen.dk.

I juli 2013 droppede politiet sigtelsen, og Amin Skov rejste krav om erstatning på grund af økonomiske tab og den krænkelse, han mener, at anholdelsen og frihedsberøvelsen udsatte ham for.

Forud for branden blev restauranten landskendt på grund af en faglig strid mellem Amin Skov og fagforbundet 3F.