Interpol frygter terrorhævn efter bin Ladens død

Der er grund til at være ekstra på vagt over for terrorrister i den kommende tid. Sådan lyder advarslen fra det internationale politisamarbejde Interpol oven på nyheden om, at amerikanske specialstyrker har dræbt terrornetværket al-Qaedas stifter, Osama bin Laden.
Det skriver Politiken.

 

”Selv om bin Ladens død er et hårdt slag for en organisation, hvor medlemmerne skal sværge personligt troskab til Osama bin Laden, opfordrer Interpol myndighederne i medlemslandene til at være ekstra opmærksomme på en forøget terrorrisiko fra al-Qaeda-tilknyttede eller al-Qaeda-inspirerede terrorister,” siger Interpols generalsekretær, Ronald K. Noble, på Interpols hjemmeside.

 

Interpol er et verdensomspændende politisamarbejde med 188 medlemslande, heriblandt Danmark. Interpol blev etableret i 1923 og har base i Frankrig.

 

Nyheden om den 54-årige Osama bin Mohammed bin Awad bin Ladens død kom tidlig mandag morgen fra USA’s præsident Obama.
Osama bin Laden blev søndag slået ihjel af amerikansk militær i en stor villa i et velhavende forstadsområde til byen Abbottabad ca. 50 km nord for Pakistans hovedstad, Islamabad.

 

De amerikanske styrker, som ifølge flere medier var Navy SEALS (SEa, Air and Land) – det amerikanske frømandskorps – stormede ind, og Osama bin Laden blev dræbt af et skud i hovedet. Hans lig blev identificeret, fotograferet og senere begravet over havet. Ingen af de amerikanske styrker kom til skade ved ildkampen, hvor tre andre også blev dræbt, bl.a. en søn af bin Laden.

 

USA har offentliggjort foto af den dræbte bin Laden, der i følge CNN allerede er blevet begravet til søs.

 

Også USA’s ministerium for intern sikkerhed, Department of Homeland Security, forventer trusler om gengældelse fra al Qaeda bin Ladens død, siger talsmand til CNN.

 

USA har beordret sine ambassader verden over til at øge sit beredskab og skærpet sine rejsevejledninger om at amerikanske statsborgere skal være endnu mere på vagt når de rejser ud af landet.

 

Politiet i USA har øget patruljeringen ved potentielle terrormål, herunder moskeer og synagoger.

Skrevet af Henrik Baumgarten