Intet ’drømmefly’ før 2011

Dagen efter Boeing udsatte tidspunktet for testflyvning med det nye fly for femte gang blev det klart for analytikerne, at manglerne ved det nye fly er så alvorlige, at man må forvente en yderligere betydelig forsinkelse og at den første leverance, der var stipuleret til 2010 formentlig må rykkes et år.

 

Det nye problem har vist sig at være en for svag dimensionering af et område af kabinesiden i nærheden af vingernes befæstigelse. Boeing besluttede derfor at gennemføre den nødvendige forstærkning af kabinen som led i grundkonstruktionen i stedet for at tilføje forstærkningen som en løbende justering.

 

Hvor lang tid dette arbejde kommer til at vare er ikke blevet oplyst af Boeing, som heller ikke har signaleret noget om en tidshorisont for testflyvning og levering af flyet. Det skyldes muligvis, at der er risiko for, at Federal Aviation Administration vil bede om flere data for flyet, hvilket kan forsinke projektet yderligere.

Skrevet af Flemming Juul