Island vil gøre det dyrere for turister

Det islandske turisterhverv er i oprør over regeringens udspil om at fordyre opholdet for landets turister. Fordyrelsen skal træde i kraft fra maj næste år – netop som højsæsonen for turisterne starter.

 

I følge European Tour Operators Association (ETOA) er 90 pct. af hotelgæsterne i sommerperioden udlændinge.

 

Island har ellers haft succes med at tiltrække flere turister. Mens der i 1997 var 210.000 ankomster af udenlandske besøgende i Island, var tallet sidste år 598.000. Indtil nu i år er antallet af udenlandske ankomster 16 pct. over samme tid sidste år.

 

ETOA’s direktør, Tom Jenkins, siger: “Island har fået turister og andre besøgende til at være længere i landet, ligesom landet har arbejdet med at komme væk fra opfattelsen af, at det er et dyrt rejseland. Men den opfattelse skyder regeringen i stykker med momsforhøjelsen”.

 

”Island har ellers haft en eksemplarisk turismepolitik med at beskære de udgifter, turisterne har, når de besøger landet. Forhøjelsen er tåbelig, den straffer alle i incoming-branchen, der har indgået aftaler for næste år.”

Skrevet af redaktionen