Islandsk flyselskab får egen driftstilladelse

Første afgang for Wow Air efter selskabet har fået sin egen driftstilladelse.

Første afgang for Wow Air efter selskabet har fået sin egen driftstilladelse.

FLYSELSKABER: For første gang i 30 år har et flyselskab fra Island fået driftstilladelse – Wow Airs første flyvning med egen AOC gik til Københavns Lufthavn. Selskabet planlægger næste år også ruter til USA.

Islands trafikministerium har givet Wow Air driftstilladelse – en såkaldt AOC, Air Operator’s Certificate.

Med sin egen AOC skal Wow Air ikke indleje fly fra flyselskaber for at opretholde sin drift. Mens Wow Air sidste år havde 90.000 passagerer, forventer selskabet i år 450.000 og næste år 720.000. Wow Airs mål er i første omgang at have fem Airbus A320.

Hidtil har Wow Air ikke været et egentligt flyselskab men har indlejet fire A320-fly, som bl.a. bruges til de primære ruter til London og København. Wow Air blev større sidste efterår, da ejeren, Skuli Mogensen, overtog konkurrenten Iceland Express, der også fløj med indchartrerede fly.

”Vi overtog Iceland Express, fordi jeg havde dybere lommer end dem – og priskrigen mellem os kunne ikke fortsætte,” sagde Skuli Mogensen tidligere i år til Stand By og fortsatte:

”Fra næste forår åbner vi også på USA. Hvilken flytype, vi vil bruge på Nordamerika, er endnu ikke besluttet – men vores første destination bliver formentlig én, Icelandair allerede betjener.”

”Der er plads til lavprisselskaber som Wow Air – vi skal have yderligere 4-5 Airbus A320, men vi skal vokse forsigtigt – det drejer sig bl.a. om at sælge hele pakker med fly, hotel og udlejningsbil. Turisme udgør ca. 15 pct. af Islands bruttonationalprodukt,” sagde Skuli Mogensen.

Han forventer, at Wow Air i år omsætter for ca. 100 mio. dollars. Pengene skal måske på en konto i en af Islands mindre banker, MP Bank – den ejer han nemlig.