Jeg sad 11 timer i indesneet fly

Rejsen til New York med Iceland Express blev også et mareridt for 29-årige Jeanette Øhle Sørensen (foto) – efter landing med det islandske lavprisselskab sad hun og de andre passagerer 11 timer i flyet. Det kunne ikke komme til gaten pga. det voldsomme snevejr.

 

Flyselskabets gæstfrihed i de 11 timer begrænsede sig til ét glas gratis vand. Ville passagererne have mere, måtte de selv betale – der var heller ingen mad at købe.

 

Jeanette Sørensen, der bl.a. har arbejdet for Hilton Copenhagen Airport og Crowne Plaza, fortæller til takeoff.dk:

”Jeg tjekkede ind hos Iceland Express i København 27. december til Island. Vi landede to timer forsinket i Keflavik, hvor vores fly til Newark kom af sted 1½ time efter fartplanen. Undervejs fik vide at vide, at flyet ikke kunne lande i Newark, men måtte lande i JFK.

Efter landingen siger kaptajnen at der er ventetid ved gatene pga. kaos i lufthavnen. Der meget trætte kabinepersonale serverede ét glas vand til alle. Der var intet mad at købe, og der blev højst, i de 11 timer i flyet – fra ca. kl. 19 lokal tid til kl. ca. 06 næste morgen – serveret drikkevarer to gange mere – mod betaling, men ingen mad.

Vi fik om morgenen besked om, at der var en trappe og en bus på vej – der gik ca. to timer til bussen kom. Jeg var heldig at komme med den første bus – som ikke blev fyldt op, dvs. at mange ventede længere tid i flyet.

Efter en meget lang kø ved paskontrollen, kom vi til bagageområdet, hvor vi heller ikke kunne købe mad eller drikke. Vi fik ingen information fra Iceland Express; en medarbejder i JFK informerede sagde, at fordi Iceland Express ikke er kunde i JFK, måtte de ikke udlevere vores bagage hér, men at den nok blev sendt til Newark.

Frustrerede måtte vi vente yderligere 1,5 time før en steward fra Iceland Express mødte op og gav besked om, at vi skulle fortsætte vores rejse, og at selskabet ville kontakte sørge for at bagagen blev leveret – jeg fik min bagage to dage senere.

Foran JFK var der pga. uvejret en kø til taxaer på skønsmæssigt 3-4 timer. Jeg endte med en ståplads i en bus mod Grand Central Station. Da min ven, jeg skal bo hos, var strandet i Los Angeles, måtte jeg finde et hotel. Efter det femte hotel uden ledige værelser pga. de strandede i byen, ringede en sød receptionist til yderligere seks hoteller. Det var tre kvarter væk i taxa gennem de snefyldte gader. Chelsea Savoy Hotel, ikke just et luksus hotel, kostede 310 dollars – men havde kun plads til næste morgen, da det var fuldt booket.

 

Samlet var der total dårlig information fra Iceland Express – nu ser jeg ser frem til at finde ud af, hvor lang proces, jeg skal igennem for sandsynligvis at få beskeden om, at Iceland Express ikke gives kompensation for noget som helst,” slutter Jeanette Øhle Sørensen.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten