”Jeg vil blive frygteligt skuffet, hvis der er sket noget ulovligt”

Onsdag afslørede Politiken, at Københavns Lufthavns australske ejer angiveligt laver skattefusk ved at unddrage Danmark for trecifret millionbeløb via skattelyselskaber på Bermuda. Teknikken er, at lufthavnens australske hovedaktionær, Macquarie Airports, hvert år sender ca. 500 mio. kroner til Bermuda via et skuffeselskab i Luxembourg. Pengene kanaliseres ud af landet i form af renter, som australierne afdrager på usædvanligt dyrt lån, de har ydet til sig selv via et selskab på Bermuda.

 

Lufthavnens bestyrelsesformand, Henrik Gürtler (foto), sagde onsdag aften til takeoff.dk:
”Københavns Lufthavn betaler skat i Danmark, endda med glæde. Men vi beder nu Skat undersøge, om der sker noget, der ikke er lovmedholdeligt. Jeg vil blive frygtelig skuffet, hvis der sker noget ikke-lovmedholdeligt eller et firma har et lemfældigt forhold til dansk lovgivning. Jeg er eneste uafhængige bestyrelsesmedlem i Københavns Lufthavns bestyrelse (de øvrigt medlemmer er – udover medarbejderrepræsentanterne – udpeget af Macquarie Airports, red)

 

Henrik Gürtler ville ikke til takeoff.dk sige, om han ville gå af som bestyrelsesformand, hvis det viser sig, at Macquarie Airports laver skattefusk i Danmark.

 

Ifølge Politiken udføres ulovlighederne via det danske holdingselskab Copenhagen Airports Denmark (CAD), der ejer 53 procent af Københavns Lufthavn. CAD ejes af Macquarie Airports, som danske politikere solgte Københavns Lufthavn til.

 
”Københavns Lufthavn overholder dansk skattelovgivning.  (Men) jeg kender ikke til de interne forhold i det danske holdingselskab CAD, som ejes af MAp Airports/MEIF Funds. Men CAD skal naturligvis også overholde dansk skattelovgivning”, sagde Henrik Gürtler i pressemeddelelsen og opfordrede Skat til at undersøge anklagerne.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten