Jubilæum på Schackenborg Slotskro

I 1687 regerede Christian V enevældigt, Norge var dansk – og den kongeligt privilegerede Schackenborg Slotskro åbnede dørene for første gang. Nu er enevælden afskaffet og nordmændene gået solo – men slotskroen består.

 

Det skal fejres. Hele året. Blandt andet ved at byde to af de mest markante kokke i kroens lange historie til at gæsteoptræde:

”Vi har været så heldige, at Børge og Jens Peter Kolbeck har sagt ja til at kreere en jubilæumsmiddag som hyldest til Schackenborg Slotskro og dens historie. Men det lige så meget en hyldest til brødrene selv”, siger kokken Henning Kohl, som sammen med hustruen Lise Overgaard Lauritsen har forpagtet kroen siden 2006.

 

Brødrene Kolbeck står bag arrangementer i juni og november, og resten af året markeres med en jubilæumsmenu, jazz og dans arrangementer og store sønderjyske kaffeborde.

Skrevet af Flemming Juul