København er årets rejsemål i 2011

Det er sket foran byer som Barcelona, Berlin, Rom og Madrid at København er kåret til årets destination af The European Consumers Choice.

”København er en af Europas mest interessante byer i øjeblikket. Vi forsøger at nominere de 10 byer, som vi mener, er dem, der rykker sig mest. Det mener vi helt sikkert, at København gør”, siger adm. direktør for European Consumers Choice, Maximilien Lejeune, i sin begrundelse for nomineringen af København.

København har opnået udvidelser og fornyelse på en lang række områder. En perlerække af nye hoteller er åbnet, nyt kongrescenter, lavpristerminal i lufthavnen og i de kommende år bliver både metro og havneareal markant udvidet. Desuden har byen dannet ramme om flere store internationale begivenheder, som har ført til massiv omtale i alle typer medier internationalt.

”København rykker da helt vildt”, siger Anéh Christina Hajdu, kommunikationschef i Wonderful Copenhagen. ”Det blev jeg mindet om, da vi i sidste uge havde besøg af et par hundrede udenlandske rejsebloggere. De faldt pladask for Københavnernes afslappede livsstil og venlige imødekommenhed – selv i regnvåde november. De roste os for at være venlige, åbne og hjælpsomme. Faktisk ville flere af dem gerne genfødes som københavnere”.

European Consumers Choice Awards uddeles hvert år i en række kategorier, som organisationen definerer og forbrugerne stemmer om. I år fik København over 25% af stemmerne – 4% flere end Barcelona.

Skrevet af Flemming Juul