København tjener stort på krydstogter

Krydstogtskibenes besøg i København i 2011 resulterede i direkte og indirekte omsætning på 827 millioner kroner – en vækst på knap 75% i forhold til 2010, skriver business.dk.

 

Tallene stammer fra konsulentvirksomhederne GP Wind og BREA, samt Wonderful Copenhagen. Når man medregner havnevirksomhedernes omsætning ender resultatet på over en milliard kroner. Wonderful Copenhagen skønner, at krydstogtbranchen giver op imod 1.500 fuldtidsjob.

 

Den store stigning fra 2010 til 2011 skal delvist findes i manglende præcise konsekvensberegninger af turisternes besøg, forklarer Bo Nylandsted Larsen fra Cruise Copenhagen Network. Især de togter, der begynder og slutter i København, skæpper i kassen.

 

"Det estimerede resultat blev tidligere beregnet på basis af gennemsnitlige europæiske tal for turnaround passagerer. Nye, lokale undersøgelser viser, at turnaround passagerer bruger flere penge i København end i en gennemsnitlig europæiske by," forklarer han.

 

I perioden fra 2005 til 2011 har der været en vækst i antallet af krydstogtpassagerer på 92%. I 2012 er der anmeldt 375 krydstogtskibe i København med 840.000 passagerer – 2,4% flere end sidste år og ifølge Wonderful Copenhagen ventes tallet at stige med 5-10% de kommende tre år.

Skrevet af Flemming Juul