Københavns Havn søger nyt færgeselskab

”Vi ser da meget gerne et rederi, som har en ide til en ny rute med skib fra en central placering i Københavns Havn, og vi er i fuld gang med at afdække mulighederne. Man kan ikke sige, at der ligefrem er kø, men en rute til Polen med moderne komfort, eller måske til Bornholm, er da en spændende tanke, ” siger direktør Arnt Møller Pedersen, ansvarlig for passagertrafikken i havnen.

Med udgangen af oktober stoppede Polferries trafikken mellem København og Swinoujscie fra samme terminal som DFDS. Begge rederier lejer sig ind hos Københavns Havn, men DFDS har ikke ønsket at bruge den ledige plads efter Polen-færgen.

DFDS forsøgte selv i en kort periode at sejle fra København til Gdansk, men solgte skibet og opgav ruten. Med lidt mere moderne skib kunne det måske have været en god ide, også selv om det taxfree salg siden er holdt op.

Arnt Møller Pedersen bemærkning om Bornholm er ment som en strøtanke. Den rute kommer efter politisk storm næppe tilbage fra Køge til København så længe fragten er en den væsentligste forudsætning for ruten.
”Jeg tør ikke sætte nogen tidsfrist på. Vi kan også bruge terminalen og kajpladsen til mindre krydstogtskibe, når vi ikke har mere plads, men en ny rute ville være velkommen,” siger han.

 

Skrevet af Ejvind Olesen