Københavns Lufthavn fik uventet besøg

En Boeing 777 fra Austrian Airlines på vej fra Wien til Tokyo måtte mandag sikkerhedslande i Københavns Lufthavn på grund af usædvanligt problem.

 

Efter starten fra Wien mod Tokyos Narita-lufthavn, begyndte en af flyets døre at afgive høj fløjtelyd.
Ifølge Austrian Airlines var lyden meget ubehagelig for passagererne, og derfor besluttede kaptajnen at sikkerhedslande i Københavns Lufthavn, skriver Aviation Herald ifølge Politiken.dk

 

Flyet var på det tidspunkt i nærheden af Vilnius i Litauen, men kaptajnen valgte at flyve tilbage og lande i København.

 

Her kunne teknikere konstatere, at døren ikke var lukket ordentligt, da en pakning var kommet i klemme. Fejlen blev udbedret, og flyets 286 passagerer kunne fortsætte turen til Japan efter halvanden time på jorden.

 

Københavns Lufthavn bekræfter sikkerhedslandingen.

 

Skrevet af redaktionen