Kørestolsgebyr til alle

Kenneth Karskov, medstifter af prissammenligningssitet viviro.com, siger til DR Nyheder, at Ryanair er den ’værste gebyrgrib’ i flybranchen og at gebyrerne ofte langt overstiger den udbudte billetpris med mange procent, skriver business.dk

 

En rejse den 7. februar fra Billund til London retur koster ifølge Ryanair kun to kroner, men har man en kuffert med koster det ekstra 240 kroner. I alt koster rejsen 701 kroner når gebyrer og afgifter tages med.  

 

Ifølge Kenneth Karskov er gebyrerne særdeles lukrative. For eksempel flyver Ryanair 60 millioner passagerer i år, og de betaler alle 45 kr. i kørestolsgebyr, hvilket han mener langt overstiger flyselskabets reelle omkostninger til at hjælpe kørestole ind og ud af flyene.

 

Samtidig gør gebyrerne det svært at vurdere, hvilket selskab, der er billigst og Kenneth Karskov mener, at vi endnu kun har set begyndelsen. Alle flyselskaber skeler til Ryanair, som har haft enorm succes, og når Ryanair finder på nye gebyrer, følger de andre selskaber lige så stille efter.

 

Ikke uventet mener Ryanairs pressechef Stephen Mcnamara, at gebyrerne er fair, og at det er en hånmod forbrugerne at påstå, at de ikke kan sammenligne flyselskabernes priser.

 

Skrevet af Flemming Juul

Københavns Lufthavn fyrer 80

Lige efter Sterling gik konkurs oplyste Københavns Lufthavn, at man ville sætte gang i et effektiviseringsprogram, men uden at sætte tal på antallet af afskedigelser, skriver borsen.dk.

 

Brian Petersen, lufthavnens adm. direktør fortæller nu, at effektiviseringen er nødvendig på grund af lufthavnens høje investeringsniveau og udviklingsbehov. Han fastholder, at en reduktion med 80 fuldtidsstillinger og fortsatte effektiviseringsbestræbelser vil medføre billigere flybilletter til kunderne.

  

I de sidste to måneder i 2008 faldt passagertallet i lufthavnen med henholdsvis 10,5 og 9,8%.

 

Skrevet af Flemming Juul

København får multiarena i 2013

Det er AEG Worldwide, der skal stå for byggeriet af den københavnske multiarena, der skal åbnes den 1. juli 2013. Den placeres i Ørestad Syd og vil få et etageareal på 58.000 kvadratmeter, skriver politiken.dk.

 

Det var et enigt kultur- og fritidsudvalg i Københavns Kommune, der udpegede AEG Worldwide til at stå for byggeriet af den længe ventede multiarena, som har været undervejs i seks år.

Skrevet af Flemming Juul