Kæmpe udvidelse af Gothia Towers

Foto:creativecommons.

Foto:creativecommons.

Med tre tårne skal Gothia Towers og Svenska Mässan tage kampen op om de helt store begivenheder på globalt niveau.

Hotel Gothia Towers nybyggede tredje tårn overfor parken Liseberg er netop indviet efter en investering på 1,2 milliarder svenske kroner – Svenska Mässan-koncernens største investering gennem tiderne.

”Hele satsningen har til formål at skabe vækst for vores virksomhed, og vi kan konstatere, at ordreindgangen for 2015 ser godt ud”, siger Carin Kindbom, adm. direktør for Svenska Mässan. ”Vi går nu ind i et år med en helt ny og større kapacitet og regner med flere hundred tusinde flere besøgende i 2015. Vi kommer dermed formentlig for første gang til at omsætte over en milliard svenske kroner næste og kommende år”, skriver travelreport.se.

Det nye Tower 3 har 29 etager, er 100 meter højt og dermed Göteborgs højeste hus. Sammen med udvidelsen af midtertårnet, nyt indgangsområde, nye restauranter, udvidet lobby etc., er der etableret et unikt kongrescenter.

Camilla Nyman, adm. direktør for Göteborg & Co, understreger anlæggets betydning for byen: ”Med det tredje tårnet tager Göteborg et reelt spring fremad som kongresby. At kunne tilbyde et anlæg af høj international klasse, som ligger i gangafstand til alt det, byen kan byde på i form af kultur, forlystelser og shopping, er der ikke mange, der kan matche.

Det nybyggede Tower 3 har 450 hotelværelser. Den totale værelseskapacitet er nu 1.200, hvilket gør Gothia Towers til et af Europas fem største hoteller. I den samlede pakke indgår også Upper House, et femstjernet hotel med prestigerestaurant og eksklusivt spa i den øverste del af midtertårnet, samt en ny international showarena, The Theatre.

I anlægget er der nu otte restauranter, fem barer, over 60 mødelokaler, kongreshal til 1.500 deltagere og moderne udrustede messehaller på i alt 41.000 kvadratmeter.