LUFTFART: Et amerikansk par gjorde på en rejse fra USA via Island til Amsterdam brug af Icelandairs stop over-mulighed – og pigen friede under dykning, arrangeret af flyselskabets Stopover Buddy-program.
For nylig var amerikanske Jennifer Don og Matt Truebe på vej fra USA til Amsterdam med Icelandair. De havde besluttet at tage et stop over på Sagaøen, bl.a. så de kunne dykke. Han havde fået at vide, at filmholdet, der fulgte dem i forbindelse med dykningen, lavede en film om scuba-dykning.
Men det var ikke helt rigtigt. For under dykningen i Silfra-kløften, der ligger hvor den amerikanske kontinentalplade møder den europæiske, hev Jennifer Don nogle skilte frem i det kolde og krystalklare vand, hvor der på det sidste stod, om han ville gifte sig med hende. Det fik hun tommelfingeren op på…
Da de kom tilbage fra dykningen ventede en ny overraskelse for manden, for medlemmer af hans familie var kommet med et senere fly fra USA.
Jennifer Don havde forud for rejsen til Island i hemmelighed kontaktet Icelandairs program, Stopover Buddies. De var klar til en hjælpende hånd og arrangerede meget af det praktiske i forbindelse med besøget.
Stopover Buddy Service løber i denne omgang til udgangen af marts og er et tilbud til Icelandairs passagerer på begge sider af Atlanterhavet.
Icelandair har 45 destinationer, heraf snart 18 i Nordamerika – til maj næste år åbnes til Philadelphia og fra september kommer der en rute til Tampa Bay i det vestlige Florida.