Kaos og mulig konkurs hos Diana Jagtrejser

Det kriseramte rejsebureau Diana Jagtrejser står nu uden formand efter en pressemeddelelse til Børsen i Stockholm i går oplyste, at formand Phillip Kjær sammen med bestyrelsesmedlem Steen Højgaard og adm. direktør Thomas Strøbech er fratrådt uden nærmere forklaring. Det skriver Børsen i dag.

 

Tidligere på måneden afgik endnu et bestyrelsesmedlem, den tidligere ejer og direktør for rejsebureauet, Mads Jørgensen.

 

Rejsegarantifonden følger til stadighed sagen om Diana Jagtrejser A/S, der i tilfælde af konkurs står med regningen for forudbetalte pakkerejser fra bureauet.

 

For formand i Rejsegarantifonden Stig Kaare Lyngsie kommer situationen ikke uventet. Dialogen er blevet tættere på det sidste, og Rejsegarantifonden forventer, at Diana Jagtrejser snart enten konsoliderer eller forbedrer kapitalgrundlaget. Sker det ikke føler Rejsegarantifonden sig nødsaget til at forlange en højere garanti. Kan selskabet ikke stille garanti, kan sagen ende i Skifteretten. 

 

Flere af selskabets kunder har ikke kunnet gennemføre de jagtrejser, som de har betalt for.

 

"Jeg kan bekræfte, at nogle af vores medlemmer, der har købt rejser hos Diana, ikke har fået, hvad de har betalt for," siger formand for Nordisk Safari Klub, Jens Kjær Knudsen. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen