Den nye konkursforsikring i rejsebranchen, som blev lovpligtig 1. januar, er endt i kaos. Der er nemlig rejseudbydere, der slet ikke tilbyder ordningen – og rejseudbydere der forlanger for mange penge for forsikringen, skriver Politiken og Ritzau.
Rejsegarantifonden, der administrerer den nye forsikring, erkender, at loven ikke er på plads.
”Det har ikke været let at indføre loven i praksis. Vi er i kontakt med en lang række rejseudbydere, der har bedt om ekstra tid til at få den nye forsikring indført,” siger direktør Birgitte Fjeldhoff fra Rejsegarantifonden til DR Nyheder.
Rejsegarantifonden har en liste på sin hjemmeside over alle rejsebureauer, der er registreret i fonden.
Rejsegarantifonden erkender at den endnu ikke har overblik over alle de firmaer, der skal overholde den nye lov. Birgitte Fjeldhoff forventer, at der kan gå op til seks måneder, før der er styr på alle de selskaber, der skal tilbyde den lovpligtige konkursforsikring.
Det er pinligt, mener Socialdemokraterne, som nu kalder erhvervsminister Lene Espersen i samråd om sagen.
Lufthansa, Delta Airlines, KLM, Air France og Austrian Airlines er ifølge Politiken og Ritzau blandt de 13 flyselskaber i Danmark, der nægter at tilbyde deres kunder en konkursforsikring til 20 kr.
De 13 flyselskaber har klaget til Erhvervsankenævnet over Rejsegarantifondens afgørelse.