Kaptajnen fik et stort knus

Chefen i JetTime Klaus Ren er til daglig ikke den, der sætter sig selv i fokus udadtil. Det sker dog et par gange om måneden, når han selv sidder i kaptajnssædet på et af selskabets ti Boeing 737-fly. Da er han den fortællende type. Samtidig lægger selskabet meget vægt på spændende flymad – til afveksling fra de ligegyldige sandwich.

 

Alt i alt et produkt, der er så godt, at en ældre kvindelig passager gav kaptajnen et kæmpe knus efter landingen på en ferieø: ”Tak for en dejlig oplevelse,” lød det.

 

Det bemærkede redaktør Ejvind Olesen i sin tale, og om det kan man også læse i den ny udgave af Stand By, som nu er på vej ud bl.a. med et stort interview med prismodtageren om JetTime nu og i fremtiden.

 

Luftfartspokalen er ”en hædersbevisning på flyvningens område i Danmark,” som det hedder i begrundelsen fra starten af foreningen i 1948.

 

Den blev uddelt for 62. gang i fredags ved det årlige julearrangement i København i Vilhelm Lauritzen Terminalen, der har dannet rammen om arrangementet – i år med 121 deltagere – lige siden åbningen i 1939.

 

Som sædvanligt blev der rundet af med underholdning af hemmelig gæst. I år, ”endelig hjemme”, Johnny Reimer, netop hjemvendt fra gæsteoptræden i den danske klub i New York.

Skrevet af redaktionen