Kellner ud af Continental

Topchef i amerikanske Continental Airlines, Larry Kellner, forlader posten som CEO ved udgangen af 2009, for at tiltræde en topstilling udenfor luftfarten.

 

Kellner har arbejdet i Continental i 14 år, først som finansdirektør og siden 2001 som øverste chef i virksomheden. I hans regeringstid har Continental undergået en af de mest omfattende turnarounds i amerikansk luftfart, og han forlader et flyselskab, der i de seneste otte år er blevet kåret af magasinet Fortune som ” Most Admired Global Airline”, baseret på både kundetilfredshed, regnskabsresultater og organisk vækst.

 

Larry Kellner fik, da han tiltrådte som CEO i 2001, ansvaret for et flyselskab, der var i betalingstandsning, levede på bankernes nåde, var plaget af hyppige strejker, og i luftfartskredse anset for at være en af ”taberne” i amerikansk luftfart. Han er manden bag Continental’s ”Working Together Culture”, og flyselskabets massive vækst på især oversøiske ruter til Europa og Asien.

 

Larry Kellner efterfølges af Jeff Smisek, der har været i flyselskabet siden 1995, i dag med titel af Chief Operating Officer. Smisek siger i en pressemeddelelse, at han vil forsøge at fortsætte lederskabet af den amerikanske carrier i Larry Kellners ånd.

Skrevet af Christian Peschardt