Kendt ansigt i Københavns Lufthavn siger farvel

Ingolf Pedersen.

Efter 21 år i handlingselskabet Novia stopper kommerciel direktør, Ingolf Pedersen, med udgangen af måneden – han skal være adm. direktør for hastigt voksende indisk handlingselskab. Der er afskedsreception 22. februar.

”Jeg glæder mig helt vildt meget,” sagde Ingolf Pedersen i går til standby.dk, efter det blev kendt, at han stopper som kommerciel direktør i handlingselskabet Novia med udgangen af måneden.

Fra næste måned er 62-årige Ingolf Pedersen direktør for Bhadra International, et indisk handlingselskab som foreløbig er i syv lufthavne i Indien. Ingolf Pedersen får base i sydindiske Chennai.

Bekendtskabet med Bhadra International begyndte for ti år siden, da Novia kom i kontakt med selskabet. Herefter gik det slag i slag – i indisk tempo – med det mulige samarbejde mellem Novia og Bhadra. Men pludselig fik Ingolf Pedersen tilbud om at afløse Bhadras ejer – foreløbig på en to-årig kontrakt.

”Det har været 21 gode år i Novia; en af de rigtig sjove oplevelser var da Novia håndterede Air Force One, da præsident Clinton som den første amerikanske præsident kom til Danmark.

Og siden 1989, hvor SAS’ monopol på håndtering af rutefly i Københavns Lufthavn blev brudt, har det været en fantastisk oplevelse at være med til at opbygge Novia til sin nuværende størrelse,” siger Ingolf Pedersen.

Novia handler i dag ca. 40 flyselskaber og har ca. 100 flyvendinger om dagen med Norwegian som største kunde. Norwegian udgør ca. 35 pct. af Novias trafik.

Ingolf Pedersen, der er meget interesseret i opera og klassisk musik, har også en glæde ved sprog. Han taler engelsk, tysk, fransk og spansk – og vil fremover også prøve at lære hindi.

Mens Bhadra i dag har 2.000 medarbejdere, forventer Ingolf Pedersen at selskabet om to år har 5.000 ansatte via sin vækstplan.

Der er afskedsreception for Ingolf Pedersen 22. februar mellem kl. 13-15 hos Novia i Københavns Lufthavn på Vestvej 4.

Novias adm. direktør, Ole Brinks Andersen, siger om fremtiden:

”Vores branche og marked ændrer sig markant i disse år. Og succes på det kommercielle område og i vores eksterne relationer er mere end nogensinde afgørende. Vi starter derfor nu – efter Ingolf, vores ansigt ud ad til, stopper, en proces, hvor vi etablerer et nyt team, der kan være med til at skabe succes i fremtiden, skabe merværdi for kunder og virksomhed og være med til at præge udviklingen i markedet.”

Novia er ejet af svenske Aviator, hvis salgsdirektør, Catarina Redgård, indgår i Novia’s ledelsesgruppe.

Aviator-gruppen er repræsenteret på 22 lufthavne i Norden. Aviator beskæftiger over 2.000 medarbejdere. Staben i Danmark er på ca. 700.